ET KVARTER I SYDHAVNEN

En røvsyg beretning af Alan Hammerlund

”Det kan godt være, der ikke er så kønt og så velplejet herude. Men her er altså hyggeligt”, Inga Collaitz, socialdemokratisk medlem af bydelsrådet i Sydhavnen, (kilde: Politiken, 2. november 1997).


VELKOMMEN

På flyttedagen, hvor jeg bar ting op ad trappen til min nye lejlighed, blev en dør i opgangen åbnet, idet jeg kom forbi. En sydlandsk udseende mand stod i T-shirt og underbukser og kiggede på mig. Han sagde ikke noget. Fortrak ikke en mine. Det var lørdag formiddag, og jeg tænkte at han nok var blevet vækket af flytteriet. Så jeg sagde:
- Du må undskylde larmen, men vi er lige ved at flytte. Manden kiggede bare på mig uden at sige noget, nikkede så og gik ind igen.
Ti minutter efter var jeg på samme sted i opgangen, døren åbnede, og manden stod nu fuldt påklædt. Jeg nikkede til ham. Han nikkede igen.
- Er det dig der flytter ind?, spurgte han.
- Ja, svarede jeg, og tilføjede:
- Lige oven over dig. Hans blik faldt ned i gulvet. Han så ud til at tænke over noget. Så løftede han ansigtet med ét, og kiggede intenst på mig.
- VEL-BE-KOMMEN, sagde han så.
- Tak, sagde jeg. Han lukkede døren, og gik ned.
Jeg har ikke set manden siden, men hører ham ind imellem nynne en melankolsk melodi, der består af samme tema, gentaget i en uendelighed. Første gang jeg hørte det, var det ret enerverende, men siden da er den melankolske melodi blevet en blid baggrundsmesse, der med jævne mellemrum gør mig opmærksom på min eksistens i Sydhavnen.


AFTENTUR

Den første aften i Sydhavnen går jeg en tur. På Enghavevejs brede fortov vakler en fuld mand med en cykel imod mig. Han stopper op fem meter foran mig, og ser ud til at beregne hvordan han kommer videre uden at ramme mig. Jeg går til siden for at gøre det hele lidt lettere. Med et ryk sætter han igang, styrer lige imod mig, og kun med held undgår jeg at blive tromlet ned. Manden får cyklen på ret køl igen, og dingler videre ind i Sydhavnens favn.
På vej tilbage ad Enghavevej kommer endnu en cyklist vuggende imod mig.
- Undskyld, hvordan kommer jeg til Sydhavnen?, snøvler cyklisten, mens han vælter af stellet.
- Du skal tilbage hvor du kommer fra, svarer jeg.
- Nå så det er den vej – ja ja, jeg mente det jo nok, siger han, og fortsætter:
- Ved du hvor Enghavevej ligger?
- Det er Enghavevej vi er på nu, svarer jeg.
- Nåå, det er det, så er det den rigtige vej!.
Manden, der er den samme som jeg mødte på vejen ud, snøvler et eller anden om Sydhavnen og Enghavevej, mens han forgæves forsøger at stavre op på cyklen igen.

Næsten hjemme, råbes jeg an af en kvinde der sidder på fortovet med udstrakte ben.
- Hej!, klinger det klart. Hendes ansigt lyser porvelæns-agtigt. Og som hun
sidder der og nikker, ligner hun en smilende mekanisk dukke, der nyder sin rus. Jeg kvækker et beskedent ”Hej”, til gensvar og tager de sidste skridt hjem.


HOS KIKI

På hjørnet af min vej, og Bavnehøj Allé ligger ”Hos Kiki”. En bodega der oser langt væk af stamværtshus. Når døren står åben kan man se et spartansk indrettet lokale, med neongrønne vægge og store borde med rød- og hvidternede duge. Antallet af besøgende er varierende, men det lader til at der altid er nogen ”Hos Kiki”, især omkring den første.
Fra Kikis hjørne og ned til Enghavevej ligger det lokale handels og aktivitets strøg. Først ”Bavnehøjrådet”, der arrangerer månedlige turer til Rostock, og ind imellem meddeler, på en seddel i vinduet, at den er aflyst. Dernæst værestedet ”Føllet”, så Shawarma-grillen, hvor alle pizzaer op til 43 kr. Altid koster 35 kr., derefter kiosken, viceværtens kontor. Og rosinen i pølseenden, værestedet ”Pegasus”, hvor der drikkes kaffe og the.
Alle disse strøgbutikker har, på nær viceværtens kontor, det samme skilt i vunduet:
”HER ER INGEN KONTANTER”.
I kioskens dør hænger desuden et stort papskilt med påskriften: ”Drikning i ca. 100 meteres afstand fra butikken frabedes”. I asfalten foran kiosken genskinner solen fra et nedkørt ocean af gyldne kapsler.


I KIOSKEN

I den lokale kiosk ser jeg en dag en kvinde med krum ryg og fedtet hår, en lille mand med briller og krykke, samt en lang mand med overbid og sort læderjakke. De står alle sammen helt oppe ved disken, da jeg træder ind i kiosken.
- Du skal ikke blande dig i hvad min kone gør, råber den lille mand med briller.
- Åh hold din kæft, siger den lange mand, og maser den lille mand op ad disken, så hans briller flyver af. Den lille mand skubber med det samme igen til den lange.
- I skal ikke slås, siger kiosk-ejeren, og er allerede på vej rundt om disken. De to kamphaner, puffer hinanden ud på fortovet, hvor den lille mand ruller ærmerne op og humper rundt som en skadet bokser. Den lange smider læderjakken og knytter næverne som sin modstander.
- NEJ, nej, I skal ikke slås, gentager kiosk-ejeren, der er kommet ud til dem. I det samme farer en skæv venstre ind i den langes kæbe, og det bløder fra hans læber.
- Hvis I ikke holder op nu, tilkalder jeg politiet, lyder en kvindestemme fra lejligheden over kiosken.
- Du skal ikke komme i min kiosk, siger den lille mand til den lange mand.
- Det er lige så meget min kiosk, svarer den lange.
Gå nu hellere mens du kan, siger kvinden med krum ryg.
- Jeg bor også her, siger den lange. Den lille man hopper stadig rundt med knyttede næver. Tilsynelanden er det ved at ebbe ud, og kiosk-ejeren kommer ind igen. Jeg får købt det jeg skal. Som jeg træder ud på fortovet, går de to løs på hinanden igen. Jeg beder den kvindelige stemme fra lejligehden over kiosken om at ringe til politiet.
- Det har jeg gjort, siger hun. Jeg går hjem, til lyden af to haner der plukker hinanden.


TIL GÅRDEN

Min baggård er ny-renoveret. Blanke fliser, forcromede afløbskanaler, nysået græs i midten, samt stole og borde i friskt lysegrønt træ. Første gang jeg kigger ned i gården, er en tirsdag formiddag. Sensommeren synger med varm sol, og ved et par af bordene sidder småpludrende mennesker med en enkelt øl i hånden.
Hen ad eftermiddagen kigger jeg ned i gården igen. Flere borde er overdækket med flasker, og lydene fra gårdfolket er først og fremmest råben og rallen. Ved bordet, lige nedenfor mit køkkenvindue, sidder en stor mand alene og knuger en lille øl ind til brystet. Der kommer ikke en lyd fra hans læber.

Alle gårdporte i kvarteret er forsynet med store nye gitterlåger, hvor man skal have nøgle til for at kunne låse sig ind. Over en af disse gitre læser jeg skrevet med spraymaling: ”VESTRE FÆNGSEL”. Op ad gitterlågerne står ofte bunker af skraldeposer. Det samme gælder op ad husmurer, biler, cykler og containere. Ingen gider tage skraldet, og til sidst gør viceværten det.
Bag disse gitterlåger, inde i gården, hører jeg en aften fra mit køkkenvindue, lyden af smadret glas; og en kvinde råbe ned til to silhouetter i gården:
- Hvad laver I?, og den ene skygge svarer:
- Jamen, det er fordi at øhm, hun kan ikke høre noget derinde og vi har glemt noget.
- Jeg kender godt dig, siger kvinden, og fortsætter:
- Det mig der hedder Alice – men det virker altså lidt underligt, I står der og smadre en rude.
- Jaoøh, det bliver vi bare nødt til, fordi hun kan ikke høre noget der inde...
Talen dør hen, silhouetterne trækker en stor plastic-skraldespand hen til vinduet, og møjsommeligt kravler den ene op på den, og forsøger at åbne vinduet.


OPGANGEN

Opgangen, der aldrig dufter af sæbe, stinker af røg, og i stue-etagen af våd hund. Her ligger også en masse hundehår, som spreder sig ud over dørmåtten, og en etage videre op. Lejligheden, der starter hvor hundehårene ender, har besøg til hver en tid af hvem som helst.
En nat hører jeg min enlige nabo komme hjem. Han tramper hårdt op ad trapperne, og flasker klirrer. Han lukker sig ind, og smækker døren i med et brag. Et øjebliks stilhed.
- HVEM SKAL HAVE TÆSK?, lyder det så. Endnu et tavst øjeblik, og så et
knald, som fra en flaske banket ned i et bord. Hårde skridt over gulv, og lyd af pis der rammer vand i en toiletkumme, skummer i mine øre. Der trækkes i toilettråden, vandet fosser gennem rør, og igen, stilhed. Et lille minut går i stilhed, før døren åbnes og min nabo buldrer ned ad trapperne og ud i natten.


VASKERIET

En dag hænger der en seddel på samtlige hoveddøre i gaden om at man skal holde udkig efter vasketøjstyve. Sedlen er underskrevet ”Manden med kun to par underbukser og uden noget sengetæppe”.

Netto-poser fylder gadebilledet. De sidder fast på folk når de går, og hænger i håndtaget på de rullende vaskemaskiner i vaskeriet, skråt over for hvor jeg bor. En dag hvor jeg står der mellem alle nettoposerne og vasker tøj, kommer en fyr iførst udtrådt joggingtøj og krøllet strikhue. Han skal også vaske. På et tidspunkt, hvor jeg spørger om jeg må komme forbi ham, (vaskeriet har sine snævre passager), ser jeg en kraft og et glimt i hans øjne, som jeg ikke tidligere har set her i kvarteret. Vi falder i snak.
- Det er lidt specielt sted, ikke!, siger han.
- Jo, svarer jeg. Han fortæller at han først antog mig for at være nynazist, med
mit nedtrimmede hår, mine store støvler, mine cowboy-bukser og grønne jakke.Han forklarer, at det var i en lejlighed her i kvarteret, at politiet opsporede og arresterede nogle unge fyre, med tilknytning til den engelske nynazistiske gruppe, Combat 18. Jeg beslutter mig for at lægge den grønne jakke på hylden. Han fortæller videre, at han har haft en lejlighed her i et år, og det første halve år boede han lige så meget andre steder, fordi han ikke kunne holde det ud. Han hader at bo i Sydhavnen, men har ikke råd til andet. Han skylder en million væk på grund af at hans tidligere firma gik konkurs. Så nu kører han taxi 15 timer i døgnet for at få til dagen og vejen – det meste af det han tjener ryger til afbetaling af gæld. Han siger at jeg er det første normale menneske han har mødt her i kvarteret. Det er hans hund, der fælder i stueetagen, og han bekræfter, uopfordret, at der bor en pusher på etagen over ham.


TIL GADEN

En tirsdag, jeg står og pumper min cykel, kommer en tynd mand, med fedtet hår og beskidt tøj, ud fra min opgang.
- Vil du ikke også pumpe min cykel?, spørger han med et smil på læberne. Han venter ikke noget svar, men fortsætter:
- Hvor kommer du fra?
- Jeg bor i opgangen hvor du netop kom fra.
- Nåå, øjj, nå, jeg synes ikke jeg har set dig før?
- Jeg har heller ikke boet her så længe, svarer jeg.
- Nå, øhm, hvor kommer du fra?
- Jeg kommer fra den opgang du lige kom ud fra, svarer jeg.
- Nå, det er er underligt for jeg troede ellers jeg kendte alle her i kvarteret!:
- Kommer du derfra? Spørger han, og peger på en anden opgang lidt længere henne.
- Nej, jeg kommer fra den opgang du hvor du lige kom ud fra.
- Nå, øhm, du bor derinde?, han peger på min opgang.
- Ja, jeg bor derinde, svarer jeg.
- Nå det kan jeg ikke.... han gør ikke sætningen færdig, og fortsætter:
- Jeg bor derinde, han peger på opgangen ved siden af min.
- Det er noget forfærdeligt noget!, siger han så.
- Hvad?, spørger jeg.
- Jeg hørte en blive overfaldet her forleden.
- Nå, svarer jeg.
- Det var i lejligheden lige ved siden af min, jeg bor på fjerde sal.
- Nå!, det lyder ikke så godt, svarer jeg.
- De stak ham ned og smed ham ud af vinduet, siger manden.
- Er du sikker på det?, spørger jeg.
- Ja, det er noget forfærdeligt noget. Jeg hørte det hele inde fra min lejlighed – det er noget forfærdeligt noget, hvorfor kan folk ikke være søde mod hinanden?.
- Var der så ikke politi?.
- Jo jo, der var afspærret på hele området her. Han laver en cirkelbevægelse med armen.
- Der var både politi og ambulance, men han var vist død i forvejen.
- Hvornår skete det?
- Det var vist i lørdags.
Jeg havde været væk hele weekenden, så selv om jeg havde svært ved at tro den tynde mand, kunne det godt passe. En mand var måske myrdet og smidt ud af vinduet, i opgangen ved siden af.
Nogle dage senere hører jeg et par fyre snakke højt fra en lejlighed i opgangen ved siden af, jeg hører løsrevne sætninger om manddrab og løsladelse. Jeg skruer varmen op for fuld tryk, det trækker min lejlighed.

Et vindue smadres en aften i en lejlighed overfor. Jeg smugkigger bag et gardin. Måske er det ikke så heldigt at blive set. Tre fyre rumstere i lejligheden til lyde at knasende porcelæn. En fyr sparker på døren og råber.

En tidlig morgen værkkes jeg af tre mænd. De står i gaden og banker på et vindue, og råber: - ÅBEN SÅ FOR SATAN DIN LEDE MØGFISSE ELLER VI SKÆRER HALSEN OVER PÅ DIG!!


PENSIONISTTUR

En aften jeg kommer hjem til gaden, ser jeg to gamle mænd foran en opgang, som slider i hinandens hænder uden at komme ud af flækken. Den ene mand sidder på jorden, den anden står med den frie hånd støttet mod muren. Billedet er fastfrossent, og jeg spørger om jeg kan hjælpe. ”Hmm, jo ja!”. Jeg tager fat i den siddende under skuldrene, og vuptí, så står han op. Han vejer en fjer. Jeg opdager at den anden mand er lige så tynd, og at ingen af dem er fyldt halvtreds. De hoster og hakker velsignelser efter mig, da jeg låser mig ind i min opgang.


MENNESKETS BEDSTE VEN

I en lejlighed overfor hænger en eftermiddag en stor hund med halvdelen af kroppen ud af et tredie-sals vindue. Der er et stort flosset hul i persiennen bag den. Hunden piver og kigger søgende ned på gaden. Et par gange hopper den bagud og ind i lejligheden med lyden af klirrende flasker, for lidt efter at dukke frem igen. Det ser ud som om den er ved at hoppe ud af vinduet og jeg overvejer at ringe til politiet. Jeg tænker at måske liggger hundens ejer og raller i en overdosis. Eller er død. Jeg giver hunden og mig selv ti minutter mere, og ringer så.
I det jeg fortæller politiet hvad jeg har set kommer et par arme ud mellem persiennerne og hiver hunden ind. Jeg aflyser anmeldelsen.
Et par dage efter bliver en mand smidt ud af et vindue fra fjerde sal, fra en lejlighed på den anden side af karréen.


BAMSES VENNER

Fra et vindue overfor hører jeg en aften ”Bamses venner” spille for fulde gardiner, mens en mand og en kvinde skændes. Jeg lukker vinduet. Senere knalder det pludseligt med så høj musik, at jeg må åbne mit vindue og se hvor det kommer fra. Det kommer fra en anden lejlighed på den anden side af gaden. I samme øjeblik råber en kvinde med hæs stemme ud af et fjerde vindue:
- NU HOLDER I KRAFTEDME OP!!
Jeg lukker vinduet og tænder for radioen.


Alt sammen oplevet og nedskrevet i skoleåret ´97- ´98


Læs mere af Alan Hammerlund: www.flamencoflames.blogspot.com